Kunsthistorie rokoko og klassik - kort fortalt

Kunsthistorie rokoko og klassik

Kunsthistorisk spænder oplysningstiden over to stilperioder, rokoko og klssicisme. Først afløste rokokoen med sin ynde og elegance, sin letfærdigehed og amorøsitet den højtidelige og pompøse barok, indtil den selv i det 18 årh.s sidste halvdel måtte vige til fordel for klassicismen.

Omkring 1700 meldte der sig en vis træthed ved det svulmende og bombastiske i barokkens kunst og arkitektur. De store imponerende sale i slotte og palæer afløstes af mindre rum af en mere intim karakter. I stedet for de tunge enkeltmøbler begyndte man at interessere sig for en større ensartethed i møblers og husgeråds udformning, så de enkelte værelser i udstyr og dekoration blev sluttede enheder. Det var denne tid, der indførte begrebet "sæt" i forbindelse med møbler, spidestel, vin-service osv. Møbelkunsten gennemgik en rivende udvikling i begyndelse af 17oo-tallet, og de fleste af de typer, der hører til europæiske hjem i dag, opstod på den tid. Indendørsarkitekten holdt sig indtog og skabte med farver, forgyldning og spejle sine kabinetter, skriveværelser, opholds og spisestuer, der i sammenligning med fortidens kæmpemæssige sale og enorme trappeanlæg virkelig var hyggelige og bekvemme. Den efterhånden ret omfattende kontakt, man gennem de mange nyoprettede handelsselskaber havde fået med Østens folk - specielt det kinesiske - gjorde sit til, at interiørerne fik en let og elegant udformning, og at kunsthåndværket fik en fremtrædende plads i disse interiører. Fra Kina kom porcelæn, lakarbejder, tekstiler og meget andet, der dels dyrkedes som samleobjekter, dels inspirerede kunstnere, arkitekter og håndværkere i så høj grad, at man i stor udstrækning indrettede kinesiske værelser på slotte og herregårde, ja oven i købet opførte selvstændige bygninger i kinesisk stil. Også haveanlæggene skiftede karakter. Man fik fra den strenge geometriske form over til en mere "naturlig" plan med gang, der slungede sig mellem trægrupper og busketter og ustandselig bød de promenerende nye og overraskende udsigter.

Som tidligere nævnt afløses rokokoen i århundredets sidste halvdel af klassicismen. Der var en bølge af begejstring for antikken i hele Europa. Denne begejstring betyder for så vidt en foregribelse af den romantiske ideverden, idet den er udtryk for, at tilliden til kundskabens magt svækkedes til fordel for troen på, at man gennem dyrkelsen af oldtidens Grækenland og Rom kunne forny sæder, kunst og litteratur. Den klassiske tempelbygning afløste nu kuppelkirken, og slotte og rigmandshuse opførtes i strengstil med søjler og trekantgavle som eneste udvendige udsmykning, mens rummene indvendigt blev holdt i kølige farver og tidligere tiders overdådige stukaktørarbejder måtte vige for enkle friser i klassisk udformning (f.eks. Landretten og Vor Frue Kirke i København). I musikhistorisk henseende kom et nyt tonesprog, fri for kompliceret polyfoni og harmonik. Det nye tonesproget havde forlængst trængt sig frem og imødekom med sin simple opbygning i langt højere grad end den tunge højbarokke kuns den ny generations krav om elegant og letfattelig udtryksform