Musikhistorisk periode

 

"Den klassiske musik", "Den borgerlige musikkultur", "Oplysningstidens musik" Afhængig af hvilken synsvinkel, man anlægger, har man forskellige overskrifter til den epoke, hvor den wienerklassiske musik har sit udspring. Den samfundsmæssige udvikling i Europa i 1700-tallet er domineret af borgerskabets opgør med de feudale institutioner. Borgerne gør sig gældende over for på den ene side det feudale aristokrati - godsejere og byadel - og på den anden side "folket", dvs. det uddannelsesløse og delvis ejendomsløse flertal i by og på land. Musikken blev en synlig del af den kulturelle side af denne kamp, fordi den var en vigtig del af borgerskabets tilværelse og selvforståelse. Det fik helt håndgribelige udtryk som fx de koncertsale, hvor det nye publikum kunne samles og høre på den moderne musik, som nu ikke mere hørte hverdagen til som dansemusik, taffelmusik... men var blevet kunstmusik. I koncertsalen blev symfonien den dominerende genre (der bliver skrevet omkring 16.000 symfonier imellem 1700 og 1800) og i hjemmet sonaten for klaver, evt. ledsaget af andre instrumenter. Strygekvartetten, i hvilken man "hører fire fornuftige mennesker underholde sig med hinanden" (Goethe), blev den fornemste genre i den borgerlige selskabsmusik. Symfonien var en slags opera uden ord - dvs. et dramatisk forløb med klare karakterer og dramatiske regler med sonateformen som den dominerende musikalske - og dramatiske - form. Teatermusikkens vigtigste institution, operateatret, ændrede karakter sådan at den offentlige opera i århundredets begyndelse var en hofopera og i slutningen blev skrevet og spillet for et borgerligt publikum og udtrykte dets selvforståelse og normer for moral og smag. Bag de musikalske omvæltninger ligger et samfund i forandring.