Samfundet

Enevælden voksede frem i en tid, hvor der var behov for en stærk centraladministration. Den betød orden og fremgang i en periode, der ellers var truet af kaos og opløsning, og den satte dybe spor i den økonomiske og kulturelle udvikling. Men da udviklingen havde nået et vist stade, blev absolutisme og kirkevælde en hindring for videre fremgang, og allerede i 1700-tallet voksede kritikken af statsforvaltningen og kirken frem, først og fremmest i Frankrig, enevældens land frem for noget andet.

Det var frem for alt den begyndende industrialisering og den opblomstrende handel, der gav anledning til indre uro og spænding, bl.a. fordi de ændrede forhold i erhvervslivet havde skabt en ny økonomisk overklasse af borgere, der ønskede at få del i den politiske magt.

Mange af de polemiske forfattere og oppositionelle hoveder på fastlandet betragtede England som foregangslandet og ønskede de engelske ideer om folkestyre og tolerance udbredt til det øvrige Europa. England havde allerede i 1688 gennemført en revolution, der gav borgerne politisk og i nogen grad også religiøs frihed, og mange af fastlandets flygtninge søgte derfor asyl på de britiske øer (Montesquieu, Voltaire). Ludvig den 14.s hårdhændede forfølgelse af de franske prostetanter - huguenotterne - førte endvidere til en omfattende udvandring af nogle af  landets dygtigste folk. Mange af dem slog sig ned i Nederlandene og drev herfra en pågående propaganda mod den franske absolutisme gennem talrige skrifter, der blev smuglet ind over den franske grænse.

Den voldsomme kritik af den herskende samfundsorden var på det allersnævreste forbundet med tidens tanker om og tro på den menneskelige fornufts ubegrænsede muligheder. Synspunktet var dette, at den dybeste årsag til de uheldige økonomiske, sociale og politiske forhold var at finde i den menneskelige uvidenhed. Hvis blot folk fik tilstrækkelig oplysning, ville fornuften ganske simpelt sejre, og man kunne se hen til en fremtid i velstand og frihed. Denne fornuftoptimisme er i og for sig ganske forståelig, når man tænker på, hvilke store fremskridt man kunne notere på åndslivets område, særligt det naturvidenskabelige (Newton).

Som udtryk for denne rationalismens livsanskuelse kom udgivelsen af den store Encyklopædi til at spille en betydelig rolle. Denne udgivelse blev påbegyndt i 1751 og var med supplement og register afsluttet i 1780. Den blev en betydelig faktor i kampen mod enevælden, da dens mænd her havde fundes en form at udtrykke kritik på, der gjorde det vanskeligt for censuren at gribe ind. Nogle af Frankrigs største personligheder leverede bidrag til dette imponerende værk, der rummer artikler af folk som Montesquieu, Quesnay, Turgot, Rousseau, Voltaire.

Denne rationalistiske indstilling og livsholdning, der i hvert fald til at begynde med blev båret af en lille kulturelite, fik konsekvenser på en hel række områder. Filologisk kritisk gennemarbejdning af Bibelen og dogmehistorien førte til en alvorlig svækkelse af den kirkelige autoritet. Den kritiske holdning over for historien skabte mistillid til den hævdvundne styreform, og gav anledning til spekulationer over magthavernes moralske ret til at herske over andre. Fordomme og overtro bekæmpedes, og tanken om en udbredt tolerance voksede efterhånden frem og førte ved slutningen af 1700-tallet til erklæringen om menneskerettighederne.