Konsonans/dissonans:

Konsonans/dissonans: Det konsonante vil oftere understrege en fornemmelse af harmoni, orden og stabilitet i det fortalte end det dissonante. Det dissonante peger på sin side ofte mod noget ildevarslende, kaotisk, ustabilt eller spændingsfyldt. Inden for det tonale, harmoniske system skaber en dissonans spænding, mens en konsonans skaber afspænding. Denne vekslen mellem spænding og afspænding i det musikalske forløb vil ofte understrege eller skabe de samme tilstande i billedernes fortælling. En musikalsk dissonans kan således være med til at drive filmfortællingen fremad, idet tilskueren kommer til at sidde og længes efter den forløsende konsonans lige rundt om hjørnet.