Modulerende Rondo

 

Rondoformen bygger på den regelmæssige vekslen mellem et fast tilbagevendende formled og skiftende, kontrasterende formled:

A B A C A D A

Den vivaldiske koncertform

Denne form anvendes af Vivaldi i de 4 Årstider og han skaber den vivaldiske koncertform.

Den vivaldiske koncertform er navnet på den satsfølge, der, med Vivaldi som foregangsmand, vokser frem i Barokken. Formen er: tre satser med tempobetegnelserne hurtig - langsom - hurtig.

Endvidere udvikler Vivaldi en form, som han primært anvender i 1.satser og kalder "den modulerende rondoform". At modulere er at skifte toneart i løbet af et stykke musik, eks.: starte i C-dur, hvorefter man modulerer til G-dur eller A-dur, for derefter som regel at slutte kompositionen i grundtonearten, i dette tilfælde C.

R1
D-dur
E1 R2
A-dur
E2 R3
H-mol
E3 R4
D-dur

Som forbillede har Vivaldi den franske rondeau, hvor det tilbagevendende ritornel (refrain) hver gang står i samme toneart, mens de mellemliggende episoder (couples) står i forskellig toneart.

I Vivaldis form fungerer tuttipartierne som ritornel og begynder og slutter stykket i grundtonearten. Der imellem kommer en række episoder, der afbrydes af en række større eller mindre citater fra ritornellen, således at disse citater hver gang står i en ny toneart. Overgangen fra episode til ritornel befordrer derfor en modulation, hvorved ritornel og episode bliver vævet mere ind i hinanden end "refrain" og "couplet" i den skarpt adskilte rondeau. Dette medfører selvfølgelig en større tonal frihed.

Ritornel udføres ofte i orkesterstykkerne af hele orkestret (Tutti) episoderne enten af solistgruppen (concerto grosso) eller af solisten (solokoncert).

Forskellen mellem den modulerende rondoform og den franske rondeau er altså, at i den franske rondeau kommer ritornelstoffet hvergang i samme toneart, hvorimod Vivaldi bruger ny toneart til ritornellen, hver gang den viser sig = modulation