Om filmen

Med "Psycho" skabte Alfred Hitchcock (1899-1980), hvad mange betragter som den mest skræmmende film nogensinde. Hitchcock ønskede at skabe en "ren" film, en film hvis effekt udelukkende skyldtes de filmiske virkemidler som klipning, fotografering og opbygning af historien, ikke skuespillerpræstationer og et overordnet budskab. Hitchcocks ambitioner lykkedes til fulde. Filmen var en enorm succes ved premieren, og selv med mere end fyrre år på bagen fremstår "Psycho" original og frygtindgydende.

 

Med karakteren Norman Bates introducerede "Psycho" temaer som moderbinding, personlighedsspaltning samt ødipuskompleks i gysergenren. Filmen åbnede dermed for psykoanalysen som en tilsyneladende uudtømmelig inspirationskilde for filmskabere, der ønskede at iscenesætte morderiske galninge på det store lærred. På mange måder var "Psycho" filmen, der skabte den moderne gyserfilm.

 

Filmens mest berømte scene, hvor Marion bliver myrdet i brusebadet, er således imiteret talløse gange. Uden "Psycho" ingen "Halloween", ingen "Fredag den 13.", ingen "Scream". Ingen af de mange efterligninger har dog nået "Psycho"'s niveau, og filmen demonstrerer overlegent, at man ikke skaber frygt på film ved at bruge blodige effekter, men ved at manipulere med tilskuerens fantasi. Således ser vi aldrig kniven gennemtrænge Marions nøgne kød. Pointen er, at vi tror, vi ser det. Ved hele tiden at klippe mellem kniven og kroppen manipulerer Hitchcock os til selv at danne billedet og følelsen af kniven, der gang på gang borer sig ind i den forsvarsløse krop.

 

Ved premieren på "Psycho" gjorde Hitchcock et stort nummer ud af, at ingen måtte få adgang til biografsalen, når først filmen var sat i gang. I de større byer havde filmselskabet ligefrem hyret detektiver til at sørge for, at alle, der så filmen, så den helt fra begyndelsen. Dette var naturligvis en gimmick i markedsføringen af filmen, men årsagen var desuden, at Hitchcock havde tilrettelagt et så overraskende forløb af filmen, at det var nødvendigt at få det hele med for at få den fulde effekt af den originale og uventede handlingsgang.

 

I filmens første scene er kameraet som en flue på væggen, og tilskueren inviteres til at belure Marion, mens hun klæder sig på. Dette gentages senere, hvor Norman belurer Marion gennem et hul i væggen. På denne måde forsøger filmen at skabe en forbindelse mellem Norman og tilskueren, og den peger direkte på det voyeuristiske aspekt ved det at se film.

 

Der er i filmens begyndelse ingen tvivl om, at Marion er hovedpersonen. Vi bliver hurtigt klar over, at hun har brug for penge for at komme videre i sin tilværelse, og vi har forståelse og sympati for hende. Plottet er - tilsyneladende! - at hun stjæler 40.000 i kærlighedens navn, og det spændende er, om hun slipper godt fra det. Da hun møder Norman Bates, får hun imidlertid moralske skrupler. Norman og Marion diskuterer, hvordan tilværelsen kan føles som en fælde, man ikke kan komme ud af, og Marion beslutter at levere pengene tilbage. Kort efter indtræffer filmens store chok. Heltinden bliver myrdet, og vi er kun en tredjedel inde i filmen!

 

Med Marion dør også filmens første plot, og pludselig er Norman filmens hovedperson. Umiddelbart har vi også masser af sympati for Norman. Han har en dominerende mor og er fanget på et motel, der ikke har nogen fremtid. Filmens plot er nu, at Norman forsøger at dække over mordet på Marion. Da han skubber hendes bil i sumpen, er der et kort øjeblik, hvor det ser ud til, at den ikke vil synke. Hér tager vi os selv i at håbe, at den gør det, og at det dermed vil lykkes for Norman at skjule liget. Da bilen endelig synker, drager vi et lettelsens suk. Sympatien er nu kommet på Normans side, og det er ham og hans situation, vi nu identificerer os med. Det originale ved denne handlingsgang er, at det hele tiden er den forkerte, der er hovedperson. Som tilskuer identificerer man sig først med en person, der højst overraskende bliver myrdet, og derefter med morderen. Hver gang man føler sig tryg og mener at have gennemskuet, hvad det er for en historie, der er i gang, tager filmen en uforudsigelig drejning og hiver tæppet væk under tilskueren.

 

Ud over at have en handlingsgang, der leger med tilskuerens forventninger, er "Psycho" nærmest et katalog over almen menneskelig frygt. At Marion stjæler pengene kan ses som det ærlige menneskes frygt for at blive fristet til at begå kriminalitet. Og da hun bliver forfulgt af en betjent, tilføjes en dimension af paranoia og den generelle frygt for politiet, de fleste af os kender. Dernæst kommer frygten for at strande på et øde sted og frygten for at blive offer for en gal morder - en morder der desuden personificerer frygten for, at den pæne, rare mand i huset ved siden af i virkeligheden er en utilregnelig psykopat. Norman repræsenterer desuden frygten for at blive sindssyg og, i en freudiansk optik, frygten for at skuffe sin mor såvel som frygten for ikke at kunne frigøre sig fra hende. Helt konkret kom filmen også til at skabe en frygt for at tage brusebad. Den kvindelige hovedrolleindehaver, Janet Leigh, hævdede i sin biografi, at hun efter optagelserne aldrig siden tog brusebad. Og Alfred Hitchcock modtog et brev fra en vred mand, der beklagede sig over, at hans datter, efter at have set filmen, ikke længere turde gå under bruseren. Hitchcock svarede lakonisk, at manden skulle sende hende på renseri.