Son

Son er Basis i Salsamusik. Der er bred enighed om at kernen i det meste salsamusik er den traditionelle son som den kendes tilbage fra 20-40'erne. Son er den vigtigste af salsaens rødder. Fra son kommer den clave-rytme som er blevet standard. Son-claven fungerer som det rytmiske skelet i salsa som alle andre instrumenter tilpasser sig og bygger deres stemmer op omkring. Clave-rytmen er den røde tråd i det komplekse fletværk af rytmer som salsa er. Claverytmen kan skrives /1 2+ 4/ 23 / Denne notation betyder at i første takt er der slag (eller klap) på "1", på "og" mellem 2 og 3, og på "4", mens i anden takt er der slag på "2" og på "3".

Bongó-trommer (to små trommer man sidder med mellem knæene og slår på med fingrene) har samme oprindelse som son, nemlig i 1800-tallets østlige Cuba. De blev skabt med afrikanske forbilleder. Via son er bongós blevet en fast bestanddel af moderne salsaorkestre. Igennem det 20. århundrede har son jævnligt øvet sin indflydelse på andre stilarter (f.eks. mambo) og inspireret til nyudviklinger. Da salsaen opstod i New York byggede det på en efterligning af sonmusik spillet af de gamle conjunto-orkestre i 40'erne.

Changüi:

En ægte afrikansk-europæisk syntese Sons oprindelse kan spores tilbage til anden halvdel af det 19. århundrede. Det var i de bjergrige landegne af Cubas østlige provins, Oriente, at der opstod en musik der hed changüi. I takt med slaveriets ophævelse skete der en sammenblanding af spanske og vestafrikanske musiktraditioner. Fra Spanien kom fattige landarbejdere, campesinos, og medbragte deres folkemusik: canciónes, trovas, música campesina og flamenco (musik og dans). De blev spillet med datidens varianter af guitarer og tamburiner. På et tidspunkt blev den cubanske tres almindelig, en guitartype der er kendingsinstrumentet i son. Den har tre dobbeltstrenge som giver dens karakteristiske lyd. Fra Afrika kom slaverne og medbragte deres rytmer og percussion og sangstil. Changüi var en syntese mht. rytme, melodi og harmoni fra begge kontinenter. Instrumenterne var: clave, güiro, maracas, bongós, tres, og som basinstrument brugtes enten marímbula eller botija. Marímbula er af bantú oprindelse (fra Congo) og er en kasse man sidder på og anslår nogle små metalblade på siden af kassen. Botija er lavet af en krukke til spansk olivenolie. Det var oprindeligt en musik der hørte til i bøndernes eget miljø. I løbet af 1800-tallet udvikledes changüi til son og spredtes til hele Cuba og andre kredse end bønderne.

1920'ernes trío, sexteto og septeto orkestre

I 20'erne var son gadens musik i Habana, i de sorte kvarterer, en musik der kom `nedefra'. Men det finere etablerede samfund (som bl.a. dansede til danzón) mødte den med afsky og fordømmelse og son-musikere blev arresteret. Det typiske orkester var en sexteto: tres/guitar, kontrabas, clave, güiro, maracas og bongós. Bassen havde altså erstattet marímbula, og var blevet standard omkring 1920. Den berømte Sexteto Habanero blev dannet i 1920. I 1927 dukkede septeto'en op. Det var bassisten Ignacio Piñeiro der efter en tur til New York udvidede sextetoen med en corneta china. Det er et kinesisk instrument medbragt af kinesiske arbejdere der emigrerede til Cuba og til Habana's Chinatown. Piñeiro skabte dermed sin Septeto Nacional. Men snart blev corneta china'en droppet til fordel for en trompet. Ignacio Piñeiro var en af son'ens pionerer og inddrog/tilpassede f.eks. guajira-musik til son'ens populære dansemusikform. Han skabte hybrider såsom son-montuno, rumba-son, afro-son, son-pregon og guajira-son. En sådan `sonificering', hvor andre genrer kombineres med son, er typisk for son'ens succes i næsten al salsamusik. Piñeiro skrev klassikere som Echale Salsita og Suavecito. En tredje orkestertype var tríoen som blev udviklet i 20'erne. Det var tre sangere med 2-3 guitarer og maracas. De spillede bolero, canción, guaracha og son. Mest kendt er Trío Matamoros, ledet af Miguel Matamoros. Han skrev klassikere som Son de la Loma og Lágrimas Negras. I 30'erne var son-musikken et led i en strømning i cubansk kultur der søgte at fremhæve de afrikanske rødder og skabe en national stolthed over dem og bekæmpe racediskriminationen og USA's imperialisme. Son medvirkede dermed til at styrke den nationale identitet.

De store conjuntos med deres son montuno

Omkring 1940 opstod en ny orkestertype i Cuba, conjunto, med Arsenio Rodriguez y su Conjunto som prototypen. Arsenio Rodriguez kom ude fra landet omkring Matanzas i Cuba og spillede tres. Han var blind efter at en hest havde sparket ham i ansigtet, men det afholdt ham ikke fra at skabe den direkte forløber for 60'ernes første salsaorkestre. Conjuntos er store orkestre med over 10 mand, klart inspireret af den tids udvikling indenfor jazz med swingende big bands. Conjunto'erne spillede en udbygget form for son kaldet son montuno. Et conjunto har udover alle septeto'ens instrumenter også 2-3 trompeter, 3 sangere med hånd-percussion, piano og congas (også kaldet tumbadora). bongócero'en skifter typisk til koklokke under mere dynamiske passager af son montuno. Arsenio Rodriguez skrev mange klassikere, f.eks. Dile a Catalina. Arsenio Rodriguez' orkester blev overtaget af trompetisten Felix Chappotín. Sammen med sangeren Miguelito Cuní fortsatte han arbejdet med at udvikle son montunoen. Klaverets vigtige funktion i salsa, både harmonisk (akkorder) og rytmisk (med de synkoperede mønstre man kalder montunos), indtrådte med son montunoen. Oprindelig var klaverets rolle i cubansk musik kun harmonisk, men med danzón siden århundredeskiftet begyndte den rytmiske side at udvikles, og i 40'ernes conjuntos skete det afgørende skub. Det var især ved at efterligne de rytmiske mønstre i son som blev spillet af tres'en (specielt Arsenio Rodriguez' tres). Men med tiden fik klaveret sin mere selvstændige rolle uafhængig af tresen.

Vers og omkvæd i son

Son'ens lyriske struktur (vers-omkvæd) stammer fra canción. Den har en ABAB form, hvor verset A kaldes décima og omkvædet B kaldes estribillo. Décima'en har 10 linier med 8 stavelser. Det sidste omkvæd kaldes også montuno, og det har en kald-og-svar vekselvirkning mellem koret og enten forsangeren eller et instrument. `Kaldet' er improviseret mens `svaret' er et fast omkvæd. Det er en syngemåde der kendes fra Yóruba-kulturen (især fra Nigeria). Kald-og-svar kaldes coro-pregón, hvor pregón er en improviseret sang. Den benytter ofte mellemøstlige og indiske toneskalaer (indført via flamenco) eller afrikanske blå toner.