Danzon

Timbales (to metaltrommer der står på et stativ og spilles med trommestikker. En mindre udgave af timbales kaldes for pailas) er et vigtigt instrument i et moderne salsaorkester. Timbales har hjemme i de charanga-orkestre som spillede danzón siden århundredeskiftet. Danzón er også baggrunden for udviklingen af de selvstændige musikformer mambo og cha-cha-chá i 40-50'erne. Danzón har også inspireret til arrangeringen af et moderne salsanummer, med en intens "mambo"-sektion henimod slutningen, hvor der kommer tryk på trompeterne.

De rige cubaneres dansemusik

Danzón og son var i første del af det 20. århundrede de to vigtigste slags populær cubansk dansemusik, og kan kaldes for salsaens to "fødder" (istedet for "rødder"--hihi). De har en parallel udvikling, men i to adskilte verdener i Cuba. Hvor son var arbejder- og middelklassens musik og blev spillet på gaderne og på landet, så var danzón overklassens og aristokratiets musik der hørte til i de fine ballrooms. Men senere skete der en integration.

Charanga Francesa og Orquesta Típica

Violiner og fløjter giver den karakteristiske lyd af et charanga orkester. Danzón-musikken lyder klassisk europæisk i forhold til anden cubansk musik. Det eneste instrument med afrikansk oprindelse i et charanga orkester er güiro (`franskbrød' med riller der skrabes med en pind). De andre instrumenter er: Fløjte, violiner, timbales og kontrabas. Klaveret er siden blevet en fast bestanddel og i 40'erne kom yderligere congas og koklokke.

Charanga orkestre, oprindeligt kaldet "charanga francesa", blev skabt i starten af det 20. årh. som en mindre version af et orquesta típica, hvor en træfløjte kom ind og erstattede klarinetter, trompet og horn. Timbales (også kaldt "timbales criollos") blev `opfundet' i tiden frem til år 1900 i de gamle orquesta típicas. Oprindelig var det europæiske pauker der blev spillet med køller. Forskellen er at en pauke er lukket forneden som en kedel, mens timbales er åbne. I forrige årh. spillede orquesta típica's de tre forløbere for danzón: Contradanza, danza og habanera. Timbales blev også brugt i en mindre orkestertype der hedder charanguita (dvs. `lille charanga') sammen med harmonika og güiro. De spillede op til fester, kaldet guateques, på landet.

Den kreolske påvirkning kom fra Haiti

I 1791 gennemførte slaverne i Haiti (daværende Saint Domingue) en revolution. Mange franske kolonialister med deres slaver, samt fattige arbejdere, `flygtede' derfor til Cubas østlige provins Oriente og Santiago de Cuba. Det betød en indsprøjtning af kreolsk kultur ---blandet af fransk og de afrikanske folk som franskmændene brugte som slaver. Bla. kom musikken "la contredanse" med de pauker der senere skulle blive til timbales. Merengue fra den Dominikanske Republik (og Haiti?) har også la contredanse samt polka blandt sine rødder. La contredanse kom oprindeligt fra England og hed i virkeligheden country dance, men var blevet populær i resten af Europa og i USA. I Cuba blev la contredanse til den cubanske contradanza, hvor cubanske komponister tidligt i 1800-tallet indpassede afrikanske rytmer. I løbet af 1800-tallet blev det udviklet til den mere kunstfærdige danza. Cubanske musikere var dengang ofte ovre i New Orleans og man finder ligheder med ragtime musik (inspirationen gik vist begge veje). Danza udvikledes videre og blev til habanera (fra Havana). Habanera blev en verdenssensation sidst i det 19. årh. F.eks. brugte Bizet den i sin opera Carmen (prøv selv at synge Carmen til habanera-rytmen!). Danza, habanera og orquestas típicas udgjorde også en del af den argentinske tangos rødder i 1800-tallets Buenos Aires. Man brugte således habanera-rytmen /1 2+34/ i den tidlige tango. Sidst i 1800-tallet blev det så til danzón, en mere langsom og varieret musik end sine forgængere. Den første danzón, Las Alturas de Simpson, blev skrevet i 1879 af Miguel Faílde. De fransk-kreolsk prægede danza og danzón var som sagt foretrukket af Cubas hvide high society et godt stykke op i vores (forrige) århundrede.

Danzón's baqueteo fungerer som clave-rytme

Danzón benytter ikke son-clave rytmen. Men timbales spiller en rytme der hedder baqueteo: /122+ 3+4/1234/. Denne rytme har, ligesom clave-rytmer, en cyklus mellem en "stærk" takt og en "svag" takt (fuerte-debil). Den stærke takt hedder cinquillo: /122+ 3+4/. (Den svage takt er lige ud af landevejen og hedder ikke noget.) En typisk danzón har en ABAC-opbygning. Den første sektion (A) er en intro der kaldes paseo. Derefter kommer B-sektionen som kaldes principal melody, og efter intro'en (A) endnu engang, kommer C-sektionen som kaldes violin trio. Under B-sektionen har fløjten hovedrollen og under C-sektionen har violinerne hovedrollen.

El Nuevo Ritmo

I 1910 tilføjede José Urfé rytmiske elementer fra son til C-sektionen af danzón. Inddragelsen af congas i charanga orkestre omkring 1940 skete også samtidig indenfor son-musik med dannelsen af de store conjunto orkestre og deres son montuno musik. Indtil da havde bongós været de eneste trommer i sonmusik og timbales de eneste trommer i charanga-orkestre. Herfra var der ikke langt til de senere salsaorkestre. Men sidst i 30'erne kom også en anden nyskabelse. Israel "Cachao" López var omkring 20 år og spillede med sin storebror pianisten Orestes sammen med fløjtenisten Antonio Arcaño y sus Maravillas i Habana. Disse pionerer fra dette charanga-orkester opfandt en udvidelse af danzón-formen med en ny sektion tilsidst, hvor der var plads til improviserede instrumentale soloer på fløjte, violin og piano. De kaldte den nye sektion nuevo ritmo og den var bla. inspireret af son. Det var i forbindelse med den "nye rytme" at timbales blev udstyret med koklokke. I starten var det kun i den nye sektion at congas og koklokke blev brugt. Cachao er bassist og hovedmanden bag el nuevo ritmo, som senere blev kaldt mambo-sektionen.

Mambo

Mambo-sektionen af danzón udviklede sig i 40'erne til en selvstændig musikform i hurtigt dansetempo. Den var også inspireret af montuno-sektionen af en son. Medvirkende var Orestes & Cachao López, Arsenio Rodriguez (med sin såkaldte diablo stil) og Bebo Valdes. Pianisten Dámaso Perez Prado er pioneren der skabte mamboens kendte big band sound og han opnåede stor international berømmelse. Hans karriere bragte ham fra Cuba over Mexico og til USA. Han samarbejdede bl.a. med den cubanske sanger Benny Moré. I USA med New York som centrum blev mambo enormt populær som dans i 40-50'erne. Mambo blev spillet af conjunto-orkestre såvel som charanga-orkestre. På den tid var latin-orkestre under påvirkning af de store jazz og swing big bands. Et eksempel er Mario Bauza's orkester: Machito and his Afro-Cubans som banede vejen for latin jazz og cubop. Tito Puente og Tito Rodriguez var også med til at udbrede mamboen i USA.

Cha-cha-chá

Mambo-sektionen af en danzón gav også ophav til en hel ny musikform i starten af 50'erne. Violinisten Enrique Jorrín spillede med Arcaño y sus Maravillas og havde længe prøvet at gøre mambo-sektionen lettere at danse til for hvide. Han skrev den første cha-cha-chá i 1951: La Engañadora. Lynhurtigt blev cha-cha-chá populært at danse til i hele Latin- og Nordamerika og det varede i 50'erne. Danserne i Habana opfandt en dans og han kaldte det cha-cha-chá fordi det var lyden af fødder i takt med congaens rytme. Orquesta Aragón (et charanga orkester fra Cuba) var et andet hovednavn for cha-cha-chá'en dengang. Både mambo og cha-cha-chá blev dårligt kopieret (Hollywood) og denne kommercialisering udhulede deres popularitet på lang sigt. Efter eksperimenter med nye rytmer (boogaloo, pachanga og i Cuba: mozambique) skete der derfor i 60'erne en udvikling henimod salsa.....