Rumba

Rumba og Afrocubansk Folklore

 

Den cubanske rumba er en folkemusik som lyder meget afrikansk. Der er kun perkussionsinstrumenter som akkompagnement til koret og en solist, som af og til synger på afrikanske sprog. Hvor danzón mest har et europæisk præg, son er halvvejs europæisk og halvvejs afrikansk, så er rumba især afrikansk præget. Rumba er både navnet på 1) selve musikken, 2) selve den tilhørende dans, og 3) den "fest" hvor man spiller, synger og danser rumba. Etymologisk set betød ordet rumba oprindeligt en fest, forsamling eller gruppe. Her vil vi snakke om cubansk rumba i modsætning til den spanske rumba flamenca, eller den amerikaniserede rhumba fra Hollywood og New Yorks dance halls fra 30'erne. Og rumba som disciplin indenfor standarddans har intet med cubansk rumba at gøre. Man må også skelne rumba fra den religiøse afrocubanske folklore, dvs. den musik og dans der bruges i ritualer indenfor den cubanske religion Santería, f.eks. de hellige batá trommer, med rod i den afrikanske Yorubá kultur. Rumba er verdslig, altså ikke religiøs eller rituel. Eksempler på rumbamusik kan findes hos: Los Muñequitos de Matanzas, Conjunto Clave y Guaguancó, Afrocuba de Matanzas, Conjunto Folklórico Nacional de Cuba, Lázaro Ross m.fl.

Tre typer rumba: Yambú, Guaguancó og Columbia

Kun tre slags rumba musik/dans har overlevet til vore dage. De kaldes yambú, guaguancó og columbia. Rytmerne er forskellige, men leveres med den samme instrumentering, nemlig tre congatrommer, claves, catá, samt maracas, marugas el. lign. Dertil kommer sangen fra kor og solist som samtidig kan spille claves. Catá er navnet på en simpel blok af træ eller bambus, hvorpå man spiller en bestemt rytme med to trommestikker som kaldes palitos, eller to skeer som kaldes cucharas. Et andet navn for catá er guagua, som også betyder bus på cubansk-spansk. Selve rytmen der spilles kaldes enten catá eller palitos, og den kan også spilles på siden af en congatromme. Der er tre congas eller tumbadoras (ca. 1 m høje slanke tønder) af forskellige størrelser og de spilles af tre personer (1 mand-1 tromme). Den største congatromme (dybeste tone) kaldes i rumba for enten tumba, caja, salidor eller tumbadora. Den mellemste conga kaldes segundo, tres golpes, tres-dos eller llamador. Den mindste (højeste tone) kaldes quinto. Som alternativ til congatrommer bruger mange folkloristiske grupper cajones, hvilket simpelthen er trækasser med en konisk udformning. Tumba og segundo (de dybe) spiller faste rytmiske mønstre, mens quinto'en improviserer frit i en dialog med danserne. Dog er der også plads til improvisation og variationer på tumba og segundo, som oftest i en indbyrdes dialog. Mellem koret og solisten er der også en dialog, med solistens improviserede kald og korets mere faste svar. Yambú er den ældste form for rumba. Den er langsom og danses af en mand og en kvinde som mimer og imiterer to gamle bevægelseshæmmede mennesker. Guaguancó er hurtigere og rytmerne er mere komplicerede. Dansen er et flirtende spil mellem manden og kvinden med både tiltrækning og frastødning, hvor manden søger at udmanøvrere og erobre kvinden sexuelt, hvilket markeres med en bevægelse med underlivet kaldet vacunao. Columbia er endnu hurtigere og mere kompliceret og musikken er i 6/8 (seis por ocho) takt, til forskel fra yambú og guaguancó som begge er i 4/4. Der synges delvist på afrikanske sprog. Columbia danses af en enkelt mand som mimer forskellige situationer, udfører imponerende akrobatiske numre og indgår i en improviseret dialog med quinto'en og sangerne. Yambú, guaguancó og columbia har geografisk bestemte variationer, dvs. "dialekter" indenfor Cuba. Hovedforskellen er mellem rumbaen fra Havana-området og rumbaen fra nabobyen Matanzas.

Rumbaens historie og de forhåndenværende søms princip

Rumbaens oprindelse gemmer sig tilbage i 1800-tallet eller tidligere. Det var hovedsageligt i den sorte befolkningsgruppe, dvs. slaver eller efterkommere af slaver, i byområder og forstæder omkring f.eks. Havanna (dog vides det om columbia at den opstod på landet i Matanzas-provinsen). Man havde et behov for at samles i sin fritid og more sig til fest og leg. Hvide fra den "spanske" befolknings laveste sociale lag deltog også. Rumba består mest af en integration af elementer fra forskellige afrikanske kulturer, især bantú fra Congo, men har også elementer af den sydspanske rumba gitana (sigøjnerrumba) eller rumba flamenca. Men selvom rumbaen var baseret på elementer "hjemmefra", så var den ikke bare en fortsættelse af traditioner fra Afrika eller Europa, den var en ny kultur der opstod i Cuba som resultat af de nye sociale omstændigheder. Allerede dengang var cubanere et opfindsomt folkeslag. Som instrumenter spillede man på flasker, en stegepande, en ildtang, og med to skeer kunne man banke i bordpladen. Med hænderne kunne man tromme på et klædeskabs sidepanel og på en kommodeskuffe. Instrumenterne fandtes alle vegne og det var med til at udbrede rumbaen i Cuba. Fra kommodeskuffer gik man med tiden over til at bruge æsker af træ til stearinlys (cajoncitos de velas) fra fabrikken Sabatés. Fra klædeskabe gik man over til at bruge de trækasser hvormed man fik importeret saltet torsk. Her kan jeg ikke dy mig for at bemærke, at mine nordnorske forfædre, som var fiskere, således kan have bidraget direkte til den cubanske kulturhistorie. (Men torsken kunne også stamme fra New Foundland.) Torskekasserne er nu erstattet af vore dages cajones og tumbadoras, og cajoncitos de velas' rolle er blevet overtaget af quintoen. I 1962, kort efter revolutionen, oprettedes Conjunto Folklórico Nacional de Cuba med det formål at indsamle, forske i og bevare de folkloristiske danse og musik i Cuba. Der findes også lokale conjuntos folklóricos i Santiago de Cuba mm. Selvom rumba i høj grad er tradition, så har den stadigt udviklet sig op gennem det 20. århundrede og er idag fortsat en levende kultur, som det kan opleves i Cuba en lørdag eller søndag eftermiddag.

Clave-rytmer og deres symmetrier

Claves spiller en central rolle i rumba og i cubansk musik i det hele taget, idet de udgør den røde tråd i musikkens rytmer. Son-claven er standard, men der findes mange andre clave-rytmer. De forskellige variationer er dog alle relaterede. De tre typer rumba har hver deres clave-rytme. Clave de yambú er identisk med son-clave, dvs. /1 2+ 4/ 23 /. Clave de guaguancó er mere synkoperet end son-clave, idet den har en ekstra forsinkelse på det tredje slag: /1 2+ 4+/ 23 /. Clave de columbia er i 6/8 takt og skrives /1 3 56/ 2 4 6/. Dens første takt er "on the beat", mens den anden takt er "off the beat". I salsa er de to mest almindelige clave-rytmer son-clave og clave de guaguancó. Son-clavens to takter deler dens fem slag i 3+2 på en naturlig måde mellem slaget "4" og det efterfølgende slag "2". Men den ekstra forsinkelse i clave de guaguancó på "4+"-slaget betyder, at dette slag kommer til at ligge tættere på de to slag i anden takt end på de to foregående slag i første takt. Dette "vipper balancen", således at en deling kan lyde mere naturlig mellem slagene "2+" og "4+" i clave de guaguancó. Men man deler også clave de guaguancó i 3+2 ifølge de to takter. Hvor stammer clave-rytmer fra? Svaret er Afrikas jungleområder, hvor de er karakteristiske for den musikalske folklore. Derfra har de spredt sig og har haft indflydelse på afro-caribisk, brasiliansk og nordamerikansk musik, og gennem Nordafrika har de også haft indflydelse på musikken i andre dele af verden. Brasilien er især kendt for følgende clave-rytme /1 2+ 4/ 23+ / som bl.a. indgår i samba. Den brasilianske clave er tæt på son-claven. I afrikansk folkemusik optræder en clave-rytme kaldet basic bell pattern: /1 3 56/ 2 4 /, som fås ved at undlade et af slagene i clave de columbia. Denne clave har den egenskab at de to takter er komplementære. Det vil sige at pauserne i den ene takt svarer til slagene i den anden takt og omvendt. Som fysiker kan jeg ikke lade være med at lægge mærke til denne symmetri, der minder om yin-og-yang symbolet eller om DNA molekylet. Men komplementariteten i basic bell pattern har faktisk en musikalsk effekt. Man kan nærmest mærke en pendulbevægelse der veksler frem og tilbage mellem de to takter. Denne forskel mellem de to takter er et fundamentalt aspekt ved alle de forskellige clave-rytmer, og det har den virkning at det giver folk lyst til at danse. Man snakker om at clave-rytmerne er binære, dvs. to-delte, hvor de to dele beskrives som hhv. fuerte/debil, off the beat/on the beat, synkoperet/ikke-synkoperet, ude/hjemme, spænding/opløsning, spørgsmål/svar eller lignende. Udfra lighederne mellem clave-rytmerne har man foreslået en historisk evolution af son-claven og clave de guaguancó som begge er i 4/4 takt. I Yoruba-musik findes en 6/8-clave: /1 3 5 / 2 4 /, som vi vil kalde 6/8-son. I Abakuá-musik findes en 6/8-clave: /1 3 6/ 2 4 /, som vi vil kalde 6/8-rumba. Disse to 6/8-claver er i grunden identiske mønstre hvor 1-slaget (pulsen) ligger forskelligt. Det foreslås at son-claven og clave de guaguancó er opstået udfra hhv. 6/8-son og 6/8-rumba ved en tilpasning til 4/4 takt istedet for 6/8 takt. Dette er ikke så mærkelig en tanke, når man ser på hvor polyrytmisk cubansk og afrikansk musik er, f.eks. rumba. Det er almindeligt at spille 6/8 og 4/4 rytmer samtidigt og ofte er forskellen mellem 6/8- og 4/4-takt derfor svær at skelne. Det er derfor også kun med forbehold at man skriver f.eks. rumbaens rytmer ned i det europæiske nodesystem. Musikken skal læres ved at lytte.

Rumbaens tilstedeværelse i salsa

Selvom den folkloristiske rumba, med sin afrikanske lyd, kan lyde fremmedartet for en dansk salsero, så er den værd at kende til af flere grunde. Salsa er en helhed som rumba er en uundværlig del af. De fleste salsaorkestre og salsateker har rumba på deres repertoire. Rumba kan indgå på forskellige måder. lige fra den "rene" perkussion+sang fortolkning til et arrangement for hele salsaorkestret som lyder mere som salsa. Musikken kan være rumba i alle detaljer eller rumba kan være blandet med andre rytmer. Selvom en salsadanser ikke danser rumba, kan det give inspiration at lytte til forskellene i rytmer. Selv den minimale forskel der er mellem son-clave og clave de guaguancó skaber en meget forskellig rytmisk fornemmelse. Det opleves også tit at der lånes fra rumbaens rytmer i musik der ellers ikke er rumba. I latin jazz kan rumbarytmer medvirke til at musikken i det vestlige øre får en spændende eksperimenterende lyd. Rumba har altid indenfor populærmusik optrådt som "nummer to" efter son. Rumbaen havde ikke en så stor kommerciel diffusion som son havde i første halvdel af det 20. århundrede, og derfor er det meste salsa baseret på son. Men rumbaens konstante tilstedeværelse i Cuba betyder, at det er i cubansk salsa at man møder mest rumba. Rumba har også været med til at berige især den cubanske musik med et generelt set højt niveau af perkussion. Rumba har også haft stor indflydelse på dannelsen af de nyere cubanske stilarter mozambique, songo og timba i anden halvdel af det 20. århundrede.