Cuba som salsa'ens moderland

Cuba som et kreativt brændpunkt: Cuba har skabt en sand rigdom af musik. Man kan sammenligne USA, Cuba og Brasilien som de tre lande der er ansvarlige for mest rytmisk musik i verden. Cuba er for musikken hvad Galapagos-øerne er for biologien. I begge tilfælde har man en mangfoldighed af arter frembragt af udviklingshistorien. Cubas væld af musikalske stilarter er en ordentlig mundfuld: Son, changüi, pregón, balada, bolero, guajira, guaracha, guapachá, punto, trova, nueva trova, canción, afro, güiro, abakuá, rumba, yambú, guaguancó, columbia, conga, mozambique, pilon, areíto, songo, contradanza, danza, habanera, danzón, danzonete, mambo, cha-cha-chá, descarga og timba. Dertil kommer et mindst lige så stort udvalg af danse. Hvad er det, der gør en forholdsvis lille ø som Cuba så musikalsk produktiv og innovativ? Er cubanere bare specielt kreative fra fødslen? Jeg tror ikke på myten om at de har det i blodet. Måske har mange umiddelbart et billede af Cuba som en uskyldig sukkerproducerende bananrepublik. Men historisk har Cuba svaret meget godt til sit indianske navn der betyder "midtpunkt". Cuba var base for Spaniens kolonisering af Latinamerika. Havanna var den vigtigste havn i Spaniens kolonirige, nøglen til Latinamerika, transitpunktet for den årlige skatteflåde hjem til Spanien og en magnet overfor pirater. Cuba var et knudepunkt for handelen mellem fire kontinenter. Havanna var derfor en rig kosmopolitisk by på den største ø i Caribien, hvor man var på forkant med de nyeste strømninger indenfor kultur og teknologi. Cuba var nogle gange i det 19. århundrede mere moderne end moderlandet Spanien (eksempler: jernbaner, elektricitet, modernismen). Cubanerne kunne tage det bedste til sig fra alverdens kulturer og har ofte vendt sig mod de førende lande i verden. Cuba var derfor et miljø hvor bl.a. musikken kunne trives. Andre gunstige faktorer for den cubanske musik var, at slaverne i Cuba havde bedre mulighed for at bevare deres musikalske kultur end f.eks. i USA. I Cuba kan man stadig høre ren afrikansk musik. De afrikanske religioner kunne overleve fordi de blev mixet med katolske helgener. Slavernes trommespil blev ikke undertrykt så meget. Sorte og hvide blandedes mere i Cuba end i USA fordi de mandlige cubanske slaveejere var enlige, mens de i USA havde deres familier med sig. Afrocubanerne har deres rødder i modsætning til afroamerikanerne som har mistet deres.

Salsaens tre trommetyper

For at illustrere salsaens mixede rødder er det godt at tage udgangspunkt i de tre slags trommer der findes i et salsaorkester. Det er congas, timbales og bongótrommer. Disse trommer er nemlig repræsentanter for forskellige cubanske musiktraditioner. Congas eller, som cubanerne foretrækker at kalde dem, tumbadoras er hovedinstrumentet i de cubanske stilarter rumba og conga. Timbales blev designet til de orkestre der spillede danzón. Bongótrommer stammer direkte fra den cubanske son. Son, danzón og rumba er de tre hovedretninger indenfor cubansk musik som salsa bygger på. For at fuldende billedet kan man tilføje en fjerde hjørnesten nemlig den cubanske canción. Son er det vigtigste musikalske grundlag i salsa, og har deraf fået meget opmærksomhed. Den gamle son har ofte oplevet en revival og oplever også i disse år en kommerciel succes. Men son'en er kun én af hjørnestenene i salsa og vi vil derfor også se nærmere på de andre.