Sonateform

Sonateformen falder i 3 hovedafsnit:

Ekspositionen

Ekspositionen præsenterer satsens grundelemer: hovedtema og sidetema. Disse to temaer komme ikke umiddelbart efter hinanden, men forbindes med stof, der dels skal formidle overgangen fra det ofte noget maskulint prægede hovedtema til det noget blidere sidetema, dels tjene som overgang fra hovedtemaets toneart til sidetemaets. Sagen er nemlig den, at de to temaer altid står i hver sin toneart i ekspositionensdelen, hvorfor denne overgang er en nødvendighed. I den klassiske sats er det tit således, at sidetemaet bringes i dominant tonearten, hvis det er en durtoneart. Der moduleres med andre od fra tonika til dominant (der tilføjes et kryds eller der slettes et b). I andre tilfælde bringes sidetemaet i den toneart, der er parallel til hovedtemaets toneart, hvis det er en moltoneart. I hvertfald gælder som hovedregel, at de to temaer nok bringes i hver sin toneart, men dog aldrig i tonearter der er fjernet for langt fra hinanden. Ekspositionen sæitter som regel med en såkaldt epilog, der kan have karakter af et 3 tema, men i hvert fald altid forbliver i sidetemaets toneart.

Gennemføringsdelen eller modulationsdelen

Den midterste del kaldes gennemførings- eller modulationsdelen. Det er især denne del, at det overfor nævnte tematiske arbejde bringes til udfoldelse. Mens man tidligere næsten altid lod et tema klinge helt ud, hver gang det forekom, er det almindeligt i den klassiske symfoni, at det tematiske stof deles op, således at enkelte led fra temaet, de enkelte motivkim, danner grundlaget for en ofte stærk dramatisk kompositorisk udvikling. Disse motiver eller de fuldstændige temaer bringes i dette afsnit i forskellige belysninger, der ustandselig skifter med vandringen fra den ene toneart til den anden. Gennemføringsdelen er derfor i reglen den dramatisk stærkeste del af satsen, her når spændingen sit højdepunkt.

Reprisen

Reprisen er gentagelsen og sammenfatningen af det oprindelige stof fra ekspositionsdelen. Denne gang bringes dog både hoved- og side tema i den toneart, satsen åbnede med, dda det er en udfravigelig regel, at man altid slutter i hovedtonearten. Derimod er det ikke altid reprisen bringer temaerne helt, som de blev præsenteret i satsen begyndelse. Under tiden er der mindre variationer, men temaerne vil dog altid være let genkendelige.

Coda

Har komponisten følt, at den egentlige reprise ikke giver tilstrækkelig afspænding, kan han/hun have anbragt en coda som afslutning på satsen, dvs. et afsluttende og afrundende parti, der ofte benytter noget af det tidligere brugte motivstof. Undertiden kan codaen antage ret anselige dimensioner og i det væsentlige være bygget op af nyt stof.

Musikstykker til sonateform