Barokken - ca. 1600 - 1750

Barokken er i Vesteuropa enevældens, modrefomationens og religionskrigenes tid. Efter at have overlevet reformationens første lammende slag samlede den katolske kirke sig til modangreb i løbet af det 16. årh. for dog at bevare, hvad man endnu rådede over - både åndligt og materielt - og helst også generobre noget af det tabte. Denne kamp førtes på mange måder og med anvendelse af alle midler - også kunstneriske.

 

I Centraleuropa førte udviklingen i løbet af det 16 og begyndelsen af det 17. årh. til katastrofen, og 30-årskrigen lagde store landområder øde. Kejserdømmets svækkelse i forbindelse med et stærkt ønske hos borgerne om en styrkelse af centraladministrationen til sikring af handelen bevirkede, at fyrste og borger i mange lande støttede hinanden og indførte enevælde trods adelens modstand.

 

I Frankrig konsoliderede kongen sin position i en grad, man ikke havde set siden oldtiden. Ludvig den 14. sad som den regerende "solkonge" i verdens midtpunkt, og hver stand, ja hver enkelt borger fik tildelt sin ganske bestemte plads i samfundets "planetariske" system.

 

Den franske statsform kopieredes i større eller mindre grad af andre nationer i Europa, naturligvis først og fremmest der, hvor religionskrigenes ødelæggelser havde skabt en stærk længsel efter ordnede forhold hos både borger og bønder, og hvor adelen var for svag til at hindre kongen i at tilrive sig større magt.

 

I Danmark blev Frederik den 3. enevældig i 1660, og i alle de små fyrstendømmer i Tyskland blev fyrsterne små "solkonger", som undersåtterne tilbad næsten som afguder. Alle disse fyrster søgte til hver en tid at overgå hinanden i pragt og herlighed.

 

Den enorme magtkoncentration omkring fyrste, konge og kirke manifesterer sig i kunsten på den voldsomste måde. Så at sige at barokkens kunst og arkitektur skabes omkring magtens indehavere og tilstræber først og fremmest en forherligelse af disse. Kom man kørende for at aflægge fyrsten et besøg, var det ad en af de brede alléer, der alle førte til eet punkt, slottes hovedindgang, som var i hovedbygningens midte. Dette midterparti var stærkt fremhævet, og facaden var dekoreret, ja nærmest overfyldt af søjler, ornamenter og små statuer i nicher. For naturligvis skulle opmærksomheden samles om det sted, hvor fyrsten skulle vise sig i al sin herlighed for at modtag gæster. Indenfor mødte der os et mægtigt trapperum med brede trapper og forgyldte gelændere. Her var trappen, hvor majestæten kunne skride af sted i sin pragtfulde dragt med polstrede skuldre og hvide strømper, og med en vældig paryk, der dengang kunne vække stor respekt. I slottes sale kunne man se malerier, der på samme måde bar præg af overdådighed. De forestillede f.eks. personer i store folderige klædninger omgivet af hunde og heste. Man ville bemærke, at kunstneren havde samlet belysningen på een ganske bestemt person eller ting i billedet. Man havde altså både i haveanlæg, bygningskunst og malerkunst søgt at skabe en enhed, et centrum. Det var den samme tanke som, at fyrsten var midtpunkt i sit rige.

 

Fyrsterne ville overgå hinanden på musikkens område. Mange fyrster knyttede en kapelmester til deres hof. Denne kapelmester skulle om aftenen lede orkestret, som for det meste bestod af slottets personale. Han skulle helst også kunne komponere musik, der kunne bruges til dans og underholdning, når der skulle være bryllup eller fest for en besøgende fyrste. Slotsherren kunne når som helst bestille musik hos en komponist.

 

Dette at komponisten skulle arbejde som en tjener for en herre, varede lige til 1800, da den franske revolution havde vendt op og ned på alting.

 

Baroktiden frembragte ikke blot kunstmusik til Guds ære. Kirken havde ikke mere den indflydelse, som den havde haft tidligere. Også den var blevet en slags tjener for fyrstehoffet; den skulle betjene fyrsten og hans familie ved alle lejligheder, - og selvfølgelig skulle det ske med pomp og pragt. Dette bevirkede, at orglet fik en betydningsfuld periode. Orglet kunne jo med sin prægtige klang og rigdom fylde kirkerummet til ære for Gud - og fyrsten!

 

Barokmusik var brugsmusik, som skulle anvendes både til lovsangen i kirken og til fyrsternes underholdning. I England, hvor der ikke var enevælde, havde folket mere at skulle have sagt. De velhavende borgere havde her lejlighed til at gå i teatret og se f.eks. Händels operaer.