Baroktidens musik

Når vi lytter overfladisk til et stykke musik fra baroktiden, kan det godt få os til at tænke på værdige, parykklædte herrer i langskødede frakker med kors og bånd, stjerner og ordner på. Barokkens storslåede arkitektur, den fyrstelige overdådighed, genfinder vi i musikken, især i operaerne og i oratoriernes korsatser. Dog finder vi slet ikke musikken så overdreven som arkitekturen. Ideen om enhed ser vi i de fleste værker, dog tydeligst i fugaen, hvor alt samler sig om eet tema.

 

Det var blevet almindeligt at skrive instrumentalmusik, for både cembalo og strygere. Komponisterne komponerede lange melodilinjer, der var jo ingen vejrtrækning at tage hensyn til. Den lange tonekæde skabte ikke ensformighed, da den tid efter anden skiftede styrke. Man spillede med en bestemt styrke nogen tid og skiftede så ret pludseligt til en anden styrke. Melodien kom således til at danne terrasser.

 

Denne terrasse-dynamik var meget yndet hos barokmestrene. Teknikken havde man taget fra cembalo og orgel som ikke kunne variere tonestyrken på samme måde som f.eks. strygeinstrumenter og klaver. På cembaloet skiftede man manual (tangent-række), på orglet skiftede man yder mere registre. De forskellige styrker kom således til at stå klart afgrænsede over for hinanden.

 

Bygningskunsten var ikke ene om at dekorere. Også musikken blev udsmykket, nemlig med triller og løb. I baroktiden bliver det almindeligt at skrive i dur- og mol-tonearterne, tidligere havde man anvendt kirketonearterne. De vigtigste musikformer i baroktiden var opera, oratorium, suite og concerto grosso. De to sidste indeholdt tit gamle danse (bourree, gigue) i en forfinet form. Desuden blev der skrevet triosonater for 2 violiner og cembalo, solosonater for violin og cembalo, og endelig begyndte de første solokoncerter at dukke frem, især med violin, fløjte eller obo som soloinstrument.