Musikalske begreber

Homofon

Den homofone sats har een melodi. "Homo" betyder een, altså een melodi, hvor de øvrige stemmer danner akkorder. I "Den signede dag" har vi et typisk eksempel på homofon sats:  der er fire stemmer, men de tre understemmer er ganske underordnet melodien, deres funktion er, at de tilsammen skal danne passende akkorder til melodien. De må ikke selv pådrage sig opmærksomheden som selvstændige melodier. Man kunne også sige, at satsen er lodret under hver meloditoner står en lodret akkordsøjle

 

Polyfon

Den Polyfone sats har flere melodier. "Poly" betyder mange, altså flere melodier, hvor hver stemme danner sin selvstændige stemme. I stedet for at lægge akkorder under melodien, kombineres flere melodier. Musik, der på denne måde er vævet sammen af to eller flere selvstændige melodier, kaldes for kontrapunktisk musik. Man bruger også ordet polyfon (mangemelodier) i modsætning til homofon. Kontrapunktisk musik kan beskrives som lineær, fordi melodiske linjer væves ind i hinanden.

"Homo" betyder een, altså een melodi, hvor de øvrige stemmer

Den Polyfone sats har flere melodier. "Poly" betyder mange, altså flere melodier, hvor hver stemme danner sin selvstændige stemme.

 

Fugaen

Fugaen er en af de mest spændende former for kontrapunktisk musik. Fugaen var en af barokperiodens (1600 - 1750) foretrukne former - især Bach var berømt som en stor kontrapunktiker. En fuga minder om en kanon derved, at stemmerne kommer ind een efter een med det samme tema; men mens en kanon hurtig bliver ensformig, udvikler fugaen sig hele tiden:

 

  • Temaet sætter ind i skiftevis tonika og dominant toneart.
  • Fuga-temaet bearbejdes og der dannes flere længere dele, der står i hver sin toneart.
  • Fugaen opbygges efter strenge satsteknikker og metoder.

    Selv om fugaformen er mest typisk for barokken, så har også senere tiders komponister anvendt fugateknikken, men mest som et fugeret indskud i en symfoni eller sonate; det vil så oftest være meget friere opbygget og kaldes fugato.

     

    Imitation

    Imitations-teknikken har haft stor betydning. Dette, at en stemme imiterer, hvad den lige har hørt en anden fremføre og så at sige snupper motivet fra den. Imitation kan også betragtes som ekko-effekt.

     

    Orgelpunkt

    Et orgelpunkt er, når den dybeste tone klinger i flere takter, mens resten af stemmerne skifter akkorder eller spiller forskellige melodier.

     

    Continuo-bas

    Typisk for barokken er satsteknikken continuo-bas, hvor melodi- og basstemmen spiller op til hinanden. Hver for sig er det selvstændige stemmer, hvor basstemmen spiller roligt i en ensartet rytme og med trinvise bevægelser, mens melodien bevæger sig i meget melodiske buger, punkterede rytmer vekslende med lange toner.

     

    Basstemmen er andet og mere en denne sejt, roligt fremadskridende basmelodi, den er samtidig bærer af satsens harmoniske fundament. Basstemmen er forsynet med en becifring. Stemmen kan derfor ikke udføres af de dybe melodiinstrumenter (cello/kontrabas) alene; den må have hjælp af et instrument, der kan spille akkorder. Almindeligvis cembaloet.

     

    Continuo-gruppe

    Continuo-gruppen består af basstrygere og et akkordinstrument (cembalo, lut, guitar). Cembalisten spiller med sin venstrehånd samme stemme som cello/bas spiller, men herover spiller han med højrehånden de akkorder, som becifringen angiver - helst udsmykket på forskellig vis med små imitationer, triller eller kontrastmotiver. Denne form for akkordbærende basmelodi kaldes for basso continuo eller generalbas. Der ligger i navnet at den er kontinuerligt arbejdende under hele satsen.

    Orkesterets rolle

    Men hvad spiller så orkestret? Ofte vil det simpelt hen fylde de mellemstemmer på, som tilsammen danner de angivne akkorder; men disse uselvstændige og umelodiøse mellemstemmer kan også udstyres med indbyrdes imitationer eller de kan imitere melodien eller bassen, så der alligevel kommer kontrapunktiske elementer frem i det ellers så homofone akkompagnement.

    Man har kaldt denne satsteknik for continuo-kontrapunktik, fordi den er en slags syntese (sammensmeltning) af homofon og kontrapunktisk satsteknik.

     

    Koncerterende princip

    Man siger at et instrument f.eks. en obo, at den koncerterer med sangstemmen; ordet betyder egentlig at kappes, og en violinkoncert bliver således en kappestrid mellem orkestret og soloviolinen. Det koncerterende princip, som var en af barokkens store nyopdagelser, består i bevidst udnyttelse af klangforskellen mellem f.eks. forskellige instrumentgrupper (strygere kontra blæsere), mellem en sanger og et instrument, mellem solist og tutti (tutti = hele orkestret) som det træffes i solokoncerten (Vivaldis "De Fire Årstider) eller mellem en lille solistgruppe og tuttiet, som det træffes i den såkaldte concerto grosso (Bachs Brandenburgerkoncerter)