Koncerttyper i Barokken

1. Koncertsinfoniaen      

En rent orkestral komposition med kontrasterende afsnit og klanggrupper. Som eksempler kan nævnes Bachs 1. og 3. Brandenburgkoncert. Der er ingen solister, men kontrasten frembringes ved brug af dynamikændringer, klangforskelle og forskellige temaer ect.

2. Concerto Grosso.

En koncertform med en lukket gruppe solister kaldet "principale" eller "concertino". Formen dyrkes fra ca. 1680 - 1750 med Corelli som en betydende repræsentant. Navnet betyder "stor koncert". Sammen med solokoncerten er den barokkens vigtigste koncerttype. Solisterne stilles overfor orkestret (orkestret kan benævnes med "tutti"). Italienske mestre i concerto grosso er Vivaldi, Corelli og Torelli. Hos tyskerne må Bach og Händel nævnes som repræsentanter for den kompositionsform. Hos Corelli og Händel består solistgruppen normalt af 2 violiner og cello, mens Bach derimod er meget skiftende i sine besætninger med kombinationer af strygere, blæsere og cembalo.

 

3. Solokoncerten.

Solokoncerten opstår under barokperioden som en af mange former i Italien. Den skal nærmest ses som en slags udviklingsform af concerto grossoen, hvor der forekommer en solistgruppe. I solokoncerten er denne gruppe skiftet ud med et enkelt instrument, og i f. eks. Bachs 5. Brandenburgkoncert set man et tydeligt udviklingstrin, hvor cembaloet får nogle meget solistiske passager. Solokoncerten kræver også en meget stor virtuositet af den udøvende kunstner, hvor man bedre kan skjule en eventuel manglende færdighed, hvis der er flere solister samtidig.